Faste i bibelen

Den fireogtyvende dag i denne måned samledes israelitterne under faste, klædt i sæk og med jord strøet på hovedet. Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. Neh 9,1-2

I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen, der var plejebror til landsfyrsten Herodes, og Saulus. Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted. Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« ApG 13,1-3

Gammel testamente

Der er talrige eksempler på faste i det gamle testamente. Langt de fleste gange optræder faste i forbindelse med, at enkelte personer eller hele Israels folk bekender deres synd for Gud, sørger eller på en særlig måde råber efter, at Gud griber ind. Fasten er en måde at udtrykke sorg eller afhængighed af Gud på, en måde at vise, at det her er vigtigt.

Hvordan man faster bliver sjældent uddybet, det forudsættes, at det ved læseren, hvad det vil sige.

Kun i én forbindelse befaler Gud sit folk at faste. Det er i forbindelse med den store forsoningsdag, den dag om året, hvor der på en særlig måde blev ofret for hele folkets synder.

Fasten er helt tydeligt en fast del af det religiøse udtryk i Israels folk, en tradition. Det ser vi også af, at folkets faste møder kritik hos nogle af profeterne.

Esajas (58,1-9) anklager fx folket for, at folket tror, at fasten i sig selv gør Gud tilfreds. Fokus er blevet flyttet fra at vise omsorg for svage til at demonstrere egen fromhed.

Hvis man skal drage en pointe fra beskrivelsen af faste i GT må det være, at det er naturligt at lade behovet for mad vige tilbage, på tidspunkter, hvor forholdet til Gud på en særlig måde er i fokus. Mennesket er en enhed af krop og sjæl og. Den åndelige situation afspejler sig naturligt i menneskelivet og omvendt kan det at kroppen lider afsavn styrke erfaringen af alvor eller nød i forholdet til Gud. Det er ingen festlig ting, at folket er syndere og har behov for forsoning med Gud, det skal mærkes også på kroppen.

Ny Testamente

Første gang vi møder faste i NT er dag Jesus er i ørkenen i fyrre dage og fristes af djævelen. Der står at han fastede i de fyrre dage og hvordan det præcis skal forstås og hvordan han skulle kunne overleve får vi ikke at vide. Fasten tjente til at gøre Jesus så modtagelig som muligt for Djævelens fristelse til at misbruge sin guddommelige magt til at skaffe brød.
Vi er heldigvis ikke blevet bedt om at følge Jesus i det stykke, at faste i fyrre dage. Der står også udtrykkeligt at det var Ånden der ledte ham til det. Helligånden kan lede det enkelte menneske ud i ørkenperioder, fysisk og åndeligt, som kan forme til tjeneste i Guds rige. Vi kan også vælge at gøre brug af faste i forskellig form som forberedelse til dette.

Når Jesus ellers forholder sig til faste er det primært som et opgør med de faste-traditioner, som fx farisæerne holdt i hævd. Som på flere andre områder bryder Jesus med traditionerne som særligt fromme og peger i stedet på forpligtelsen til næstekærlighed. "Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig." (Matthæusevangeliet 6,16 -18).

Dernæst lægger han det perspektiv på sagen, at faste, som udtrykker sorg og bøn ikke er passende mens Messias er kommet. Det er en festtid (Matt 9,14-15)

Omvendt anerkender han, at det er naturligt at faste som et personligt valg, men ikke som noget der udadtil skal gøres synligt for at "bevise" en særlig grad af fromhed (Matt 6,16-17).

Vi ser dernæst, at urmenigheden følger i fodsporene af den gammeltestamentlige fastetradition, hvor fasten kommer i brug, når der er tale om vigtige åndelige ting
(Fx ApG 13,1-3 Se boksen).

Også Paulus understreger, at skikken med at faste hverken gør fra eller til overfor Gud:

"Men mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være" (1. Korintherbrev 8, 8-9)
Og dog nævner han på et tidspunkt en interessant form for faste, at manden og kvinden holder pause i det seksuelle samliv for at prioritere bøn. Men ikke længere tid end det går an for manden og kvinden at være seksuelt afholdende.

Den tanke kan lyde lidt fremmed for os og man må nok konstatere, at der findes så mange andre langt mere ligegyldige tidsrøvere i vores hverdag, som vi kan faste fra - og som bonus få mere tid til både bøn og samvær i ægteskabet.

Men selve tanken ligger fint i tråd med bibelens generelle billede af faste. At menneskelige behov til tider må vige for vigtigere åndelige behov.