Fem gode grunde til at faste

Fastetiden er en kirkelig tradition, og ikke et bibelsk pålæg, så er det en frivilligt om man som kristen vil faste, og man kan frit tilpasse den, så den passer til den enkeltes behov.

Derfor er det afgørende at finde motivation til at gøre det. Flere gode grunde kan nævnes

  1. Fasten som bibelsk
    Fasten er ikke påbudt i bibelen, men beskrives som en naturlig del af det kristne liv. Du kan læse om faste i Bibelen her
  2. Fasten som åndelig disciplin
    Fasten gør det muligt at høste nogle frugter i det personlige åndelige liv. Oplevelsen af afsavn kan minde om, at alle vores goder ikke er en selvfølge, men gode gaver fra Gud. Og minde os om, at et menneskes dybeste behov er fællesskab med Gud. Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund, siger Jesus (Matt 4,4).
    Faste fra især hverdagens tidsrøvere, medier og underholdning kan give os tid og ro til at prioritere bønnen og den opbyggelige læsning. Som en del af satsningen på 40 dages faste er andagtsbogen, Ovenlys på faste og forbrug blevet udgivet. Den indeholder 40 dobbeltandagter, både et stykke til om morgenen og et stykke til om aftenen.
  3. Faste er prioritering
    For mange handler hverdagen om prioritering. At sætte sig for at faste kan blive anledning til at overveje, hvad der skal prioriteres først i mit liv, og fasten kan derfor være en hjælp til at få kontrol over hverdagen, så det ikke er kalenderen der styrer mig, men omvendt
  4. Faste som solidaritet
    Giv dig rig har fokus på ansvaret for en retfærdig fordeling af goderne i verden. Ved at faste og altså skære ned på forbrug og nydelse kan man stille sig ved siden af de mennesker i verden, som ufrivilligt er underlagt afsavn. Faste er på den måde at se virkeligheden i øjnene
  5. Faste som næstekærlighed
    Hvis movitvationen for at faste kun det jeg selv får ud af det, så ligger faren for at hæve sig selv op over andre snublende nær. Sker det er faste direkte skadelig. Fasten må rette mig mod Gud og andre mennesker. Og det kan den i høj grad. Kommer jeg nærmere Gud gennem fasten vil de altid være til gavn for andre mennesker. Og helt konkret kan man bruge den tid og de penge, som man selv undværer, på andre mennesker.

Profeten Esajas' bog kap 58 v. 5-7

Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne
.