Det er fedt at give penge til noget - interview

Kristian Brøgger Hansen blev fast giver til LMU på bibelcamping - han tænkte: Nu skal det være

af kaja lauterbach


Mange unge ønsker at få styr på deres givertjeneste. Børne- og ungemissionskonsulent Inga Provstgaard Mogensen fortæller, at 75 unge meldte sig til ordningen som "fast giver" på Ung Uge på LM's to bibelcamping i sommer.

"På Virksund var der endda kø efter en for at komme til at melde sig til efter en bibeltime, hvor jeg havde fortalt om LMU's indsamlingsprojekt," fortæller hun.

Konkret opfordring

En af de unge, der meldte sig som fast giver på Ung Uge på Haderslev Næs bibelcamping, er 21-årige Kristian Brøgger Hansen fra Odense.

Han læser til lærer i Odense, hvor han også kommer i LMU. Egentlig er han vokset op i Indre Mission (IM), men begyndte at komme i LMU, mens han gik på gymnasiet.

Kristian Brøgger Hansen fortæller, at han havde gået og tænkt over et stykke tid, at han gerne ville give penge til noget kristent arbejde. Men han vidste ikke helt, hvad det skulle være for noget.

I sommer var han så taget på Ung Uge på bibelcamping for at være sammen med sine venner og slappe af.

"Dér lød der en konkret opfordring til at melde sig som fast giver, og alt det praktiske var lagt til rette, så det kun gjaldt om at skrive under. Så jeg tænkte, at: 'Nu skal det være!'," siger han.

At der fulgte en bog med som tak for, at ham meldte sig til, var dejligt, men ikke afgørende.

Kan ikke give til alt

For et stykke tid siden var Kristian Brøgger Hansen med på IM-stævnet Konnekt, hvor en mand havde til opgave at snakke om givertjeneste med deltagerne.

En af de ting, han husker, er at det blev understreget, at det er vigtigt at prioritere, for man kan ikke give til alt. Hvis ikke man prioriterer, ender det let med, at man slet ikke får givet noget, fordi det hele bliver uoverskueligt.

For ham faldt valget på LMU, fordi det har hjulpet ham meget i hans kristenliv. Ikke mindst til at se Jesus.

"Det er fedt at give til noget, og jeg vil gerne støtte LMU, for at andre skal få samme mulighed for at møde Jesus," siger han.

Ind i en god vane

Som studerende har Kristian Brøgger Hansen ikke en særlig stor indtægt, og han erkender, at han nok altid godt kunne bruge flere penge. Især sidst på måneden.

Men han har fået lov til at opleve, at økonomien altid går op til sidst. Og pengene til LMU bliver trukket via automatisk betaling, så han tænker ikke så meget over det - bortset fra, at han har det godt med det.

"Men det var nok noget sværere, hvis jeg ikke havde tilmeldt mig til automatisk betaling. Så ville jeg lettere blive fristet til at bruge pengene på noget andet," indrømmer han.

Kristian Brøgger Hansen understreger, at alle kristne har et ansvar for at forvalte det, de har fået givet. Men man kan vælge at gøre det på forskellige måder.

"Men det er en god ide at komme ind i en god vane, selv om man måske bare giver en lille smule i begyndelsen," siger han.