10 teser fra kirken om velstand, velfærd og ansvar
Tiende er let at regne med
"Gennem givertjenesten lærer vi at stole på Guds løfter," siger læge Kristine Engell-Kofoed
Interview
Af Kaja Lauterbach
Givertjeneste fylder rigtig meget i Bibelen - og det er ikke kun enkelte vers med mange sider imellem. Emnet går igen rigtig mange steder, der beskriver, hvordan Gud vil have, at vi giver.
Kristine Engell-Kofoed fra Rødovre oplever, at det er, som om, at jo mere hun læser i Bibelen, jo mere står der om det.
Og netop givertjeneste er emnet for bogen "Melkrukken skal ikke
blive tom - Refleksioner over livsværdier og givertjenesten", som
hun skrev i 2007.

59-årige Kristine Engell-Kofoed fortæller, at hun i sine studieår gennem Kristeligt Forbund for Studerende mødte en meget klar og entydig forkyndelse og undervisning om emnet, som siden da har interesseret hende.
Hun fik dengang en opfordring til at skrive en bog om emnet, men travlhed som nyuddannet læge og små børn gjorde, at bogen først er blevet til for få år siden.
Giverordning er et værn
Kristine Engell-Kofoed er aktiv i Luthersk Mission i Nansensgade i København.
Som hun ser det, har alle "åndeligt voksne kristne" ansvar for at give til Guds hus. Men nye kristne skal have lov til at være åndelige børn uden de forpligtelser. Og hun er ikke i tvivl om, at det er en god ting at have orden i sin givertjeneste.
"I 1 Tim 6,10 gør Paulus det klart, at kærlighed til penge kan føre os bort fra troen. Guds modstander, guden Mammon, lokker med guld og grønne skove, med magt og ære, hvis vi bare til gengæld vil tilbede ham. Men vi kan ikke tjene både Gud og hans modstander.," siger hun.
"Men Herren ved, hvor skrøbelige vi er, og derfor har han sat et værn omkring os. Han har som værn givet os giverordningen, så vi retter vort blik mod ham og forventer alt godt fra ham."
Kristine Engell-Kofoed fortsætter med at påpege, at givertjenesten også er en øvelse i at lære Gud at kende.
"Gennem den lærer vi at stole på hans løfter. Vi lærer, at han taler sandt. Vi lærer, at Herren er den, han siger, han er. Det er ved at handle efter Guds ord, at jeg erfarer, at Herren taler sandt. Det er ved at handle efter ordet, at jeg bliver rodfæstet og grundfæstet i Guds ord," siger hun og henviser til Luk 6,46-49.
"Der står ikke i lignelsen, at den person, der bygger sit hus på klippen, undgår svære trængsler og prøvelser. Nej, der står, at når de svære trængsler og prøvelser kommer, da bliver huset på klippen stående urokkeligt fast. Det kan få vandskader, men det bliver stående."
Gå ud på Guds løfter
Kristine Engell-Kofoed peger på tiende som den ordning for givertjenesten, som hun mener, at Bibelen anviser.
"Tallet 10 møder vi flere steder i Bibelen, for eksempel De 10 bud, Egyptens 10 plager og lignelsen om de 10 brudejomfruer. Tallet 10 er nemt at regne med. Det havde været meget, meget vanskeligere, hvis der havde stået 7,16 procent eller 11,87 procent, for det ville jo forudsætte, at giveren har forstand på procentregning," siger hun.
"Men tiende er let. Mange børn kan tælle til 10, inden de begynder at gå i skole, og af 10 æbler kan de tage ét fra uden besvær."
Den københavnske læge fortsætter med at minde om Guds herlige løfte gennem profeten Malakias.
"I kapitel 3,10 lover Gud, at han vil overøse den, der handler efter hans ord, med en velsignelse uden mål."
"Sådan er Gud stadig," siger hun og citerer Paulus' ord i 2 Kor 9,8:
"Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt."
Kristine Engell-Kofoed fortæller, at ligesom enken i Sarepta erfarede, at melkrukken ikke blev tom, da hun havde givet sit sidste brød til profeten Elias, således er der også i dag nogle, der konkret mærker Guds nærvær i køkkenet. Men for andre er Guds velsignelse, at de slipper for bekymringer for deres økonomi ved at lægge den i Guds hænder.
"At gå ud på Guds løfter giver et tillidsforhold til ham, som er umisteligt. Det er en fantastisk rigdom," siger hun.
Ro omkring økonomien
Kristine Engell-Kofoed skriver bag på sin bog, at tryghed og tillid, glæde og fred er grundelementer i givertjenesten - og begrunder det med, at man får ro omkring sin økonomi, når man følger Guds anvisninger.
"Selvfølgelig skal man bruge sine penge med omtanke og kan ikke bare købe i øst og vest, men man har lov at sige: 'Gud, du har sagt, at det skal være sådan her', og så stole på, at han vil få ens økonomi til at hænge sammen," siger hun.
Hun oplever, at orden på givertjenesten også giver ro, når der kommer nødbreve [fra indsamlingsorganisationerne, red.].
"Man kan slappe af og tænke: 'Det har jeg ordnet.'"
Selv om man selvfølgelig altid kan give en ekstragave. Særindsamlinger er nemlig også noget, der er kendt i Bibelen. For eksempel fortæller 2 Kor 8 og 9 om en særindsamling til de fattige kristne i Jerusalem, og da folket kom hjem til Jerusalem efter fangenskabet i Babylon, gav nogle frivillige gaver, for at Guds hus kunne blive bygget på sit gamle fundament.
"Der er også særindsamlinger i dag, og her må vi give, som vi har evne og hjerte til - ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver," minder Kristine Engell-Kofoed om.
"Men særindsamlingerne er ikke en erstatning for det, som Herren grundlæggende har bedt os om at bringe til hans hus. Det, vi giver til særindsamlinger, er en tillægsydelse."
Rig er du
Et af Giv dig rig-kampagnens fokuspunkter er, at Bibelen udfordrer os til et opgør med tanken om, at lykken fås gennem forbrug og økonomisk sikkerhed.
Det, Bibelen omtaler som sande værdier - og livsværdier - er det, som er med til at glæde os og give livet indhold og mening," siger Kristine Engell-Kofoed.
"I Åb 2,9 siger Jesus til menigheden i Smyrna: Jeg kender din trængsel og din fattigdom - men rig er du! Her er der ikke tale om at have noget, men om at være noget," siger hun.
"Jesus taler om de kristnes uforgængelige rigdom. Han ser det, der ikke kan brænde op eller ødelægges. Han ser det, der ikke har kurstab, hvor værdierne er uforanderlige uanset ydre faktorer. Han ser de sande livsværdier. Han ser tingene i et evighedsperspektiv."
"Du er rig - fordi Gud er din far. Du er rig - fordi Jesus er din løser og din bror. Du er rig - fordi du har evigt liv. Du er rig - fordi Helligånden er din vejleder. Du er rig - fordi du er arving."
Bragt i Avisen Tro og Mission nr. 2010
Interviewserie
Dette interview er nr. to i en række interviews, som bringes
i Indre Missions Tidende og Avisen Tro og Mission i forbindelse med
Giv dig rig
Se de
øvrige interviews her
