Vi spenderer til Guds rige

Kærligheden til Kristus er drivkraften i Hanne og Flemming Frøkjær-Jensens lange tjeneste i Guds rige

Af Anette Ingemansen

Interview

Hver sommer i 30 år stillede Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen præstegården på Fur til rådighed for Landsudvalget i Kristelig Forbund for Studerende (KFS), hvor Flemming var formand. Det betød, at præsteparret havde 30-40 mennesker på kost og logi i tre dage.

Det er ét eksempel på parrets giversind til en bevægelse, som de var med til at starte i halvtredserne. I den forbindelse fik de en anden vigtig lærdom med sig.

"Vi var få, og vi måtte deles om udgifterne. Vi lærte, at det kostede noget at drive et missionsarbejde."

Drives af kærlighed til Kristus
Da Flemming gik af som formand i 1994, fik de en tak for deres indsats og kærlighed til KFS.

"Men vi gav vores tid, kræfter og midler til KFS af kærlighed til Kristus," siger de.

"Kærlighed til Kristus springer ud af en dyb kilde, som består. I alt, hvad han har gjort for mig, og hvad han har velsignet mit liv med. Hans løfter og trofasthed holder. For hans skyld kan vi godt holde ud og blive ved at gøre, hvad der skal gøres, og give, hvad der skal til."

"Kærlighed til mennesker og organisationer kan være nok så flygtig. Hvis den kun har sit udspring i for eksempel medlidenhed eller i betagelse, kan den ikke bære i det lange løb. Den grebethed, vi mennesker kan føle, er kun en kort flamme. Men den forpligtelse, der kommer af mødet med Kristi kærlighed, er langtidsholdbar."

Guds rige på budgettet

Giversindet har Hanne og Flemming fået med hjemmefra.

"Min far var ret velhavende og gav en stor del af sin formue til et legat, der gik til kristelige formål. Mine forældre var meget spendable over for mennesker, som havde brug for hjælp," fortæller Flemming, der voksede op i Hellerup, nord for København.

"I mit hjem var det med Guds rige en lige så selvfølgelig del af budgettet som husleje, kost og bil," tilføjer Hanne, der stammer fra Emdrup. Sammen med Flemming har hun forsøgt at give deres fire børn det samme med i deres rygsæk.

"Vi kan ikke formane et giversind frem. Vi kan inspirere til et giversind ved, at børnene ser, hvordan vi lever vores liv, ligesom vi har set hos vore forældre," fortæller parret.

Som en sognemedhjælper

Da Hanne og Flemming var præstepar på Fur, var det en tradition, at præstekonen var hjemmegående og påtog sig opgaver i sognet.

"Det var helt naturligt for mig at tage del i søndagsskolearbejde, kvindekredse, besøgstjeneste og kor, når jeg var optaget af Guds rige og gerne ville bringe det ud," forklarer Hanne.

"Det kostede min arbejdskraft. Det tænkte jeg ikke så meget på dengang. Da var kaldet det vigtige."

Da børnene var flyttet hjemmefra, fik hun en halvtidsstilling i Skive som sproglærer for indvandrere.

"Jeg ville ikke have flere timer, for jeg havde så mange forpligtelser i sognet. Dér gav jeg min tid og kræfter uden at få fem flade ører for det. Det jeg lavede dengang, svarer til det arbejde, en sognemedhjælper udfører. Det betød, at vi det meste af tiden levede på Flemmings løn, og vi havde ikke meget at gøre godt med," fortæller Hanne.

Gæstfrihed

Flemming gik på pension som præst i 2000, og parret flyttede til Haderslev. Flemming fortsatte nogle år endnu som medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse.

Parret nyder udsigten over Haderslev fjord og har haven som fælles hobby. Der kommer stadig mange i hjemmet i dag som i tiden på Fur.

"Jeg har bagt helt vildt meget til Guds rige, for i præstegården på Fur var der mange arrangementer," forklarer Hanne.

"Og vi kan glæde os over, at der stadig på flere måder er brug for vort hjem. Vi vil gerne lægge vægt på gæstfriheden, som Guds ord jo også formaner os til."

Missionskonto

Hanne er opvokset med sparsommelighed, og det præger hende stadig. Hun køber helst tøj på udsalg og i genbrug. Men sparsommeligheden ophører, når det gælder Guds rige.

"Vi spenderer til Guds rige uden at spekulere så meget over det," siger Hanne.

Flemming nævner også en særlig konto i banken.

"Vi har en missionskonto, som vi sætter ind på, når vi får uventede penge til rådighed, så vi har altid noget at tage af, hvis der er brug for en ekstra indsats ud over de faste beløb, vi har forpligtet os på at give. Det er også godt med den konto, hvis vi skal række et menneske en hjælpende hånd," forklarer Flemming.

"Du kan ikke sidde og tale med mennesker om Jesu kærlighed og omsorg uden selv at være en del af den. Der er så mange ting, der forpligter, når du tager Guds ord alvorligt. Det har også med givertjeneste at gøre," pointerer Hanne.

Beløb til Pakistan

Dette syn på tingene har også givet udfordringer.

"For nogle år siden var der et jordskælv i Pakistan, og det var en skandale af rang, at store pengebeløb til nødhjælp røg i de forkerte lommer, og de nødstedte ikke fik al den hjælp, de skulle have haft. Da sagde vi til os selv. De får ikke nogen penge fra os mere. Det må muslimerne selv klare," fortæller Hanne.

"Så kom denne frygtelige oversvømmelse, og vi huskede Bibelens ord om, at når vi ser en fjende sulte, så skal vi give ham noget at spise. Så tog vi de ord til efterretning og sendte dem et beløb."

"Vi står i evangeliets tjeneste," fortsætter Flemming.

"Det betyder, at man i givne situationer må handle efter Guds ords formaninger og ikke sine egne fornemmelser af ret og rimelighed."

Opgaver forpligter

Parret har i de sidste par år skrevet de daglige andagter til Kristelig Dagblad, og det har de brugt rigtig megen tid på.

"I det øjeblik, du forpligter dig på en opgave, binder du dig. Vi har for eksempel ikke bare kunne tage på de rejser, vi havde lyst til," forklarer parret, der har skrevet flere bøger og også bruger tid som forkyndere og foredragsholdere.

Hanne og Flemming ser med nogen bekymring på den generation, der kommer lige efter dem, som nu bliver pensionister.

"Vil de mon være med til at bære arbejdet i Guds rige? Heldigvis er der dem, som netop ser frem til pensionisttiden som en mulighedernes tid, hvor man kan gøre en ekstra indsats. Men det er bekymrende at høre på de kristne, der ganske åbenlyst giver udtryk for, at for dem er pensionisttiden frihedens tid, hvor man ikke længere behøver at forpligte sig," fortæller parret.

Velsignelsen

"Velsignelse er i høj grad at stå i en tjeneste og få lov at blive brugt. Selv om det er et slid og koster afsavn, så følger der megen velsignelse, glæde og taknemmelighed med," fortæller parret.

"Det skaber glæde, når vi oplever, at mennesker har fået hjælp i deres trosforhold. Både på Fur og her i Haderslev har vi hen ad vejen oplevet, at Gud har ført mennesker til tro. Det er fantastisk," fortæller Hanne og Flemming.

"Størst af alt er oplevelsen af Guds nærvær, og at han deler sin glæde med os."

Hanne siger det på sin egen facon:

"Jeg vil ikke bytte med nogen. Vi har venner, der har slået sig ned i sydens varme for at nyde livet og spille golf. Sådan et liv gad vi ikke have. Vi føler, at det er så meningsfyldt at være der, hvor vi er og i de opgaver vi har sammen med de mennesker, vi på forskellig måde har fællesskab med."

Kristus skal skænkes

Parret kommer med et bud på, hvordan giversind skabes.

"Vi skal have nogle flere prædikener om, hvad vi ejer i Kristus," forklarer Hanne og Flemming.

"Jeg er ikke i tvivl om, at det livslange giversind skal prædikes frem, sådan som det er blevet i mit sind. Kristus skal skænkes til mennesker," siger Hanne, og Flemming runder det af:

"Vi har en kæmpe konto i evangeliet, som er gratis. Den kan vi øse af, det er det, der giver glæden i kristenlivet."

(fra Indre Missions Tidende)