Fra ejerfornemmelse til forvaltersind

"Jeg tror på, at der findes en Kristus-længsel,
som udmønter sig i en længsel efter et enklere liv,"
siger Niels Nymann Eriksen

Af Anette Ingemansen

Interview

 

Man har ikke givet sig rig ved at støtte godgørende formål eller at række en tigger nogle mønter, for det kan være en måde at slippe for en dårlig samvittighed. Man har først givet sig rig, når man har givet sig hen til et menneske ved at vise det tillid og opbygge en relation.

Det forklarer Niels Nymann Eriksen, der er sogne- og indvandrerpræst i Apostelkirken på Vesterbro i København.

"Den eneste gave, man virkelig kan give, er sig selv."

Forlade trygheden

Sognepræsten taler af erfaring. Tidligere arbejdede han med flygtninge og indvandrere på et mødested på Vesterbro.

"Jeg følte mig hæmmet af den rollefordeling, der var mellem os. Jeg stod på den ene side af disken og langede godgørenhed over til dem, der var på den anden side. Rollefordelingen vanskeliggjorde, at der kunne ske et ligeværdigt møde," fortæller Niels Nymann Eriksen.

"Jeg besluttede mig for i en periode at skille mig af med min lejlighed og flytte hen i et slags herberg for at dele liv og livsvilkår med nogle af dem, der benyttede mødestedet.

Det er det, inkarnationen dybest set betyder. Gud kom og delte sit liv med os. Den kristne kirke og den kristne kultur har en stor udfordring i at forlade nogle af de trygge rammer i kirken og gå ud i verden og dele livet og blive forbundet med nogle af de mennesker, som er sårbare i samfundet i dag. Der får livet sin virkelige kvalitet."

Dybere form for glæde

Moder Teresa gjorde det, og hun har inspireret sognepræsten.

"Jesus satte Moder Teresa stævne derude blandt de fattigste. Hun havde en længsel efter at møde Jesus i de brudte mennesker, som hun mødte på sin vej," siger Niels Nymann Eriksen. Han beskriver en anden episode i livet, som har udstukket nogle linjer for ham i hans måde at leve på som kristen.

"Som ung var jeg og en ven i Italien, og vi besøgte et kloster, hvor munkene levede i fattigdom blandt fattige.

Vi havde forestillet os alvorstunge mennesker, men munterheden på stedet slog os. De var nærmest legesyge børn. Munkene havde afstået fra en masse materielle ting, som kunne give dem glæde. Ved at gøre det, havde de fundet den dybere form for glæde."

Langt fra himlens fugle

Munkenes enkle livsform udfordrer Niels Nymann Eriksen i dag.

"Jeg er kaldet til at stå et sted, der er langt fra de idealer, som præger deres liv. Min stilling som sognepræst og dermed statsansat tjenestemand er en af de mest betryggende overhovedet og ikke i nærheden af Jesu tale om at leve som himlens fugle og liljerne på marken.

Men jeg prøver at følge Jesus ud fra de livsvilkår, jeg har nu, og gennem de valg, jeg foretager mig i hverdagen," fortæller han.

"Det har tvunget mig ind i nogle nuanceringer. Rigdom er mange ting, og man kan ikke leve i det danske samfund uden at være rig. Vi har et sikkerhedsnet spændt ud under os. Sådan var det ikke på Jesu tid. Derfor giver det ikke umiddelbart mening at bede om vort daglige brød. Det kan give mening på andre måder, men ikke sådan, at jeg har grund til at være bekymret for at få brød i morgen."

Lettere skridt

Sognepræsten er i en periode stort set holdt op med at forkynde kaldet til at leve mere enkelt og frivilligt afstå fra materielle goder.

"Det afstedkommer en frustration, der sjældent fører noget konstruktivt med sig, fordi rigdommen er et vilkår her i Vesten. Men jeg tror på, at der findes en Kristus-længsel, som udmønter sig i en længsel efter et enklere liv," forklarer Niels Nymann Eriksen.

"I menigheden kan vi være med til at opelske en længsel efter at slippe lidt af alt det der dingel dangel, som vi slæber med os på vores 'pilgrimsvandring', så skridtene bliver lidt lettere.

Det handler om at blive lidt mindre afhængig af den tryghed, som de materielle værdier kan give os, og så overgive os lidt mere til Guds omsorg i hverdagen. Men min erfaring siger mig, at det er vanskeligt at tale den længsel frem i mennesker. Den må fødes indefra."

Han beskriver, da han for år siden var på forkynderrejser og kom rundt i mange fine missionshjem med dyre lædermøbler, og man kørte i dyre biler til møde i missionshuset.

"Fra talerstolen talte jeg om, at de var hjælpeløse syndere, som måtte sætte deres håb til Kristus. Dette budskab var grundlaget for deres håb og hele deres liv, men samtidig var det, som om deres liv fortalte en anden historie. De klarede sig glimrende, og deres liv var trygge," siger sognepræsten.

"Det handler ikke om at sætte standarder op for, hvad en kristen må eje eller ikke eje. Det kommer der kun hykleri ud af. Det er en udfordring at leve i ydmyghed over for de mennesker, som vælger at prioritere anderledes, end man selv gør."

En modkultur

En anden stor udfordring er de kristnes syn på det, de ejer.

"Vi må gå fra besidderfornemmelsen til forvaltersindet. Vi har fået betroet alt det, vi har, og vi skal administrere det efter Kristi ord. Når vi giver en gave, er det Guds penge, vi giver videre til dem, de er bestemt til. Vores funktion er i den sammenhæng som postbuddets," fortæller Niels Nymann Eriksen.

"Vi må finde måder, hvor vi gør modstand mod forbrugerismen og legemliggør en modkultur. Det kan vi gøre ved at være bevidste om, at vi ikke kan tillade os at leve i så stor rigdom, når vi har søstre og brødre, som lever i stor armod.

Derfor udfordres vi til at foretage nogle konkrete valg og fravalg af ting, som ikke er nødvendige, og som kan binde vores håb til jordiske ting frem for Kristus."

Investere i evigheden

Niels Nymann Eriksen henviser til de sidste vers i Første Timotheusbrev.

"Paulus siger, at vi, der er rige, må sørge for at bruge vores rigdom på en sådan måde, at vi ikke glemmer, at vi er pilgrimme. Vi må sørge for, at alt det, vi får gennem rigdommen, bliver omsat, så vi ikke holder noget for os selv, men investerer i evigheden," understreger sognepræsten.