Han føler sig privilegeret

"Som Guds forvalter har jeg fået en rigelig aflønning," siger den kendte forfatter Poul Hoffmann

Af kaja lauterbach

Poul Hoffmann ser frem til, at jorden går under - og understreger, at "jo før jo hellere". Det er imidlertid ikke, fordi han ikke bryder sig om jorden og livet her, men fordi han er overbevist om, at der er noget bedre i vente bagefter.

"Denne verden er vidunderlig, fordi den er skabt af Gud - og så er den rædselsfuld, fordi mennesket ved syndefaldet lod Djævelen besætte den," forklarer den 81-årige forfatter fra Højslev Kirkeby ved Skive.

Han fortsætter med at definere, at det kristne håb er, at den sataniske besættelse skal ophøre, og forklarer, at det sker gennem verdens undergang og opstandelse.

"Så skal vi ikke længere være Guds forvaltere her på jorden, men i en paradisisk verden - og det kan vi glæde os til."

Netop det, at vi mennesker er ansat som Guds forvaltere, er vigtigt for Poul Hoffmann at slå fast. Det giver en anden holdning til og et andet perspektiv over livet, mener han.

"Det betyder nemlig, at det, vi kalder vores, egentlig er Guds penge og skyldes hans velsignelse," siger han.

Studeret hele livet

For knap 58 år siden bestod Poul Hoffmann den juridiske embedseksamen, men har stort set ikke arbejdet som jurist.

I stedet har han arbejdet som foredragsholder og forfatter. Det er i årenes løb blevet til omkring 50 bøger - mest romaner - og et ukendt, men meget stort antal artikler, essays med mere.

Han erkender, at han kunne have tjent adskillige gange mere, hvis han havde arbejdet som jurist, men siger, at han umuligt kunne holde ud at være advokat.

"Det huede mig ikke at køre rundt med fogeden," begrunder han.

Poul Hoffmann vil godt gå med til at sige, at han og hans hustru, Kirsten har en enkel livsstil, men han kan ikke sætte ord på, hvad den består i.

"Som Guds forvalter har jeg fået en rigelig aflønning. Vi har hverken for meget eller for lidt, og sådan har det altid været," siger han og roser Kirsten for at være meget sparsommelig og lægge mærke til priserne i supermarkedet.

Han føler sig privilegeret.

"Jeg har godt nok ikke brugt min uddannelse som jurist, men jeg har beskæftiget mig med akademiske ting hele livet. Og så har jeg kunnet studere hele livet - og arbejde med det, jeg har studeret."

Èn værdi: kærlighed

Poul Hoffmann forstår ikke begrebet værdier. For ham er der én grundlæggende værdi, nemlig kærlighed. Og for ham er det helt store problem i verden, at mennesker ikke ved, hvad kærlighed er.

"Gud er kærlighed, og alle andre gode værdier som for eksempel ærlighed, nøjsomhed, skønhed og godhed flyder ud derfra," siger han.

Han skelner heller ikke mellem menneskelige og åndelige værdier.

"De to ting er sådan set samme sag og på en måde synonymer. Det med at skelne så meget mellem den åndelige og den materielle verden er en uskik, vi har fra grækerne," anfører han.

Åndelig ødelæggelse

Det betyder, at for Poul Hoffmann er evangeliet om Jesus vejen frem i en verden, der er præget af materialisme, misbrug af ressourcerne og af, at mennesker rager til sig.

Han understreger, at hvor evangeliet bliver forkyndt, så det bliver hørt og modtaget, og der kommer en virkelig og ægte vækkelse, genskabes et paradisisk klima. Ikke i meteorologisk forstand, men et miljø, der er præget af syndserkendelse og syndsforladelse.

"Der begynder livets kræfter at fungere i stedet for dødens. Og der kommer skønhed i stedet for djævelskab og hæslighed."

"Men hvis det ikke sker, er der ikke meget at stille op med materialismen eller andre onder. Så går det hele ad Helvede til!" siger han bramfrit.

"Hvis vi kristne koncentrerer os om at forkynde evangeliet, kommer der en modkultur af sig selv. Men det store og endelige håb er Kristi genkomst."

I det hele taget understreger Poul Hoffmann, at al ødelæggelse - miljømæssig, menneskelig og materiel - begynder med åndelig ødelæggelse.

"Jo mere hedningerne bestemmer over, jo værre går det," siger han.

Først penge til mission

"De penge, jeg har, er Guds penge, og dem skal jeg give nogle af til andre. Og det er en god ting med orden i og faste aftaler, for hvis man kun giver efter, hvad Helligånden minder en om, minder han sjældent om ret meget. Gamle Adam og Eva har et vist talent for at finde veje udenom," siger Poul Hoffmann.

Han og Kirsten har gennem alle år givet tiende.

"Gud har knyttet løfter om velsignelse til den ordning. Han holder sine løfter, og jeg har aldrig hørt om kristne, som det ikke fungerer for," siger han.

Kristne skal først og fremmest give penge til forfulgte kristne - og til noget, der har med mission at gøre," mener Poul Hoffmann, der er ret forbeholden, når det gælder andre indsamlingsformål.

"Jeg vil nemlig ikke risikere at komme til at give til dem, der skærer halsen over på de kristne," siger han.

Men understreger, at han selvfølgelig vil "hive en op af grøften, der er faldet blandt røvere".

Værst for tiden

Når det går så galt, som det gør, i samfundet, er det fordi, det danske folk ikke længere har Bibelen som ledestjerne, mener Poul Hoffmann.

"Guds ord forældes aldrig, og kirken er der for at forkynde evangeliet. Hvor det sker, behøver man ikke tænke på noget andet," siger han.

"Det er godt nok ikke, hvad tiden vil høre, men det er værst for tiden!"

På samme måde har det, set med Poul Hoffmanns øjne, en åndelig baggrund, at der i det hele taget er brug for nødhjælp rundt i verden.

Han påpeger, at når alt godt op gennem historien er kommet fra Europa, er det ikke, fordi europæerne er bedre og klogere end resten af Verdens befolkning, men fordi kristendommen slog rod der.

"Jesus siger: 'Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.' Hvis vi kunne få 'dem derude' til at søge Bibelens Gud, skulle vi ikke tænke mere på nødhjælp. Så kunne de nemlig klare sig selv," siger han.

"Men nu om dage er tingene desværre vendt på hovedet, så mennesker søger alt det andet først - både i Danmark og i resten af Verden."

kl@dlm.dk